Fertilitet og fysioterapi

Behandling til mænd og kvinder

Når du ønsker at gennemføre en graviditet og fødsel er det vigtigt at de reproduktive organer har de bedste vilkår. De skal kunne bevæge sig frit i din krop. Sygdomme og hormonforstyrrelser kan nedsætte fertiliteten. Mekaniske blokeringer og din generelle sundhedstilstand kan være forstyrrende for din fertilitet.

Fertilitetsfremmende fysioterapi kan hjælpe til at øge bevægeligheden af livmoder, æggestokke, æggeleder, prostata og sædleder. Arvæv i og omkring underlivsorganerne kan reduceres via arvævsbehandling. Derved kan blodcirkulation, lymfecirkulation og nerveforsyning opnå bedre vilkår.

En tredjedel af årsager til infertilitet findes hos kvinden, en tredjedel hos manden og hos den sidste tredjedel er årsagen en kombination heraf.

Fysioterapi som behandling af infertilitet er relativt nyt i Danmark. I den vestlige verden bruges ikke længere oprindelige ritualer men i stedet moderne medicin. Men steder som Centralamerika benytter stadig fertilitetsfremmende massageteknikker til behandling af kvindelig infertilitet. Disse teknikker kan føres tilbage til mayafolket (ca. 1000 år f.kr.- 1000 åe e.kr.). Bevægelse og dans bliver også brugt i fertilitets øjemed i visse stammereligioner. Orientalsk mavedans kan føres 5000 år tilbage og er oprindeligt et frugtbarhedsritual.

Typiske årsager hos kvinder

PCO/ PCOS (polycystisk ovariesyndrom), arvæv i underlivet, smerter i lænd, bækken og underliv, endometriose, menstruationsproblemer, livmoderens position, lukkede eller dårligt fungerende æggeledere, tidligere spontane aborter, forhøjet FSH (Follikel Stimulerende Hormon), lavt eller højt BMI og inaktivitet. Motion, kost, arvævsbehandling, fysiske øvelser kan ændre på disse forhold så din krop er optimalt forberedt på en graviditet.

Typiske årsager hos mænd

Nedsat sædkvalitet. Dette kan skyldes rygning, inaktivitet, varme, vægt, kost, alkohol, afklemning eller stress. Forhold der alle påvirker sædkvaliteten negativt. Forhold der alle kan ændres på. Det tager 3 måneder at producere en sædcelle. Din sædkvalitet kan derfor også forbedres på kun 3 måneder.

Mojzisova-metoden

Fertilitetsfremmende fysioterapi er en behandlingsform der tager udgangspunkt i Mojzisova-metoden fra Tjekkiet. I Tjekkiet har sundhedsministeriet anbefalet fysioterapi som førstevalg til behandling af infertilitet siden 1991. Behandling med Mojzisova-metoden gives med støtte fra den offentlige sygesikring. Mojzisova-metoden består af holdningsøvelser samt afspændende, stabiliserende og mobiliserende øvelser til bækkenet. Metoden har, gennem flere forskellige studier, vist at visse infertile kvinder kan firdoble deres chance for at opnå en graviditet uden medicinsk fertilitetsbehandling. Behandlingen er også god at kombinere med moderne fertilitetsbehandling som fx. IVF, ICSI eller inseminationsbehandling. Der arbejdes også med arvævsbehandling, laserterapi, motion, kost og stress. Kvinder med cyklussmerter, uregelmæssige menstruationer, fordøjelsesproblemer eller smerter i bækken- og lænd kan også opleve en lindring eller helt udeblivelse af symptomerne efter behandlingen.

Arvævsbehandling

Wurn-metoden er en manuel behandlingsform der kan afhjælpe smerter og funktionsnedsættelse i underlivet. Operationer, traumer, infektioner eller strålebehandling kan være årsagen til disse problemer. Kroppens organer skal kunne glide mod hinanden, bevæge sig og blodcirkulationen skal være god. En infektion eller inflammation skaber et skjold af arvæv som kan nedsætte blodcirkulationen og “klistre” det tilstødende væv sammen. Derved opstår der nedsat bevægelighed og næring i organerne.

Arvæv efter et traume eller en operation kan give smerter. Dette skyldes stramt arvæv der giver nedsat bevægelighed og deraf følgende tryk og træk i det omgivende væv. Dermed har blære, livmoderen, æggeledere, æggestokke, nervevæv, tarme og bindevæv dårlige vilkår. Dette skaber nedsat funktion af underlivets organer.

Ved lidelser som lukkede æggeledere, PCOS (Poly Cystisk Ovarie Syndrom), endometriose og forhøjet FSH (Follikel Stimulerende Hormon) har arvævsbehandling rigtig god effekt.

Arvævsbehandling kan gøre en stor forskel for funktionen af dit underliv.

Wurn-metoden effekt er videnskabeligt dokumenteret. Læs mere her

Laserbehandling

LLLT (Low Level laser terapi) udsender lave energimængder som kun giver lave temperaturstigninger i det væv der behandles. Dette virker stimulerende på “energifabrikkerne” (mitockondierne) i kroppens celler. Den større mængde energi i cellerne giver bedre blodcirkulation, virker inflammationshæmmende og har en positiv effekt på arvævsbehandling.

Kvinder får med årene nedsat aktivitet i ægcellernes mitokondrier. Derved har æggene mindre energi til at dele sig efter befrugtning og til at vandre frem til livmoderen for at sætte sig fast. Kvinder fra midt i 30érne har dermed lavere befrugtningsrate, højere risiko for at udvikle fostre med kromosomfejl og nedsat implantationsrate.

En kombination af livsstilsændringer og laserlysbehandling er god fertilitetsbehandling til mænd. Smerter i nakke-, ryg eller bækken må også behandles. Specielt hvis manden har smerter i bækkenregionen kan det forårsage nedsat sædkvalitet. Alt dette kan øge mandens sædkvalitet og dermed være med til at øge chancen for at opnå graviditet.

PCOS (POLYCYSTISK OVARIE SYNDROM)

PCOS er en hormonel lidelse der rammer ca hver 7. kvinde. Det er den hyppigste enkeltstående årsag til nedsat fertilitet. 75% af normalvægtige kvinder og 95% af overvægtige kvinder med PCOS udvikler insulinresistens. Det giver forhøjet blodsukker som så forstyrrer hypofysens udskillelse af LH (Lutein Hormon) og FSH (Follikel Stimulerende Hormon) og kvindens æg udvikler sig så ikke fuldt ud. Dette giver umodne æg der løsnes i en uregelmæssig cyklus. Disse umodne æg lægger sig på æggestokkene som cyster, deraf navnet Poly Cystisk Ovarie Syndrom. Du er ikke svært infertil fordi du har PCOS. Gennem kost og motion kan du øge dine chancer rigtig meget for at blive gravid.

Der er meget du kan gøre for at optimere din fertilitet, både som mand og som kvinde.

Anna Marie Jensens bog “Fertilitet og fysioterapi – en guide til behandling og selvbehandling” kan købes i klinikken.

Kontakt mig og hør nærmere om dine muligheder for fertilitetsfremmende fysioterapi.

Spørg mig